Trekking 13 dage, Upgrade
En rigtig vandretur rundt i det Sydgrønlandske landskab! Du oplever livet på to forskellige fåreholdersteder, i to bygder og i byen Narsaq.
Pris pr person
Fra DKK 7.580
En rigtig vandretur rundt i det Sydgrønlandske landskab! Du oplever livet på to forskellige fåreholdersteder, i to bygder og i byen Narsaq. Fra alle disse steder er vandremulighederne nogle af de bedste, du kan finde i Grønland, og isen er nærværende hele tiden. – Enten i form af mægtige gletschere, som flydende isbjerge på fjordene eller som selveste indlandsisen, der ligger som en enorm iskappe i horisonten! Pakketuren består udelukkende af overnatning og bådtransfers, men fra Narsaq og Narsarsuaq kan du tilkøbe ekstra ture som f.eks sejlture blandt isbjerge eller en dagstur til byen Qaqortoq (Julianehåb).
Overnatning
Overnatning er på fåreholdsteder og vandrehjem i 2 – og 4 sengs værelser. Du må medbringe egen sovepose. Turen inkluderer 3 nætter på Igaliku Bygdehotel med opredning, håndklæder og morgenmad.
Måltider
Der er ikke inkluderet måltider på vandrehjemmene. I Igaliku er der inkluderet morgenmad på bygdehotellet.
Der er køkkenfaciliteter på alle vandrehjem (undtaget Igaliku). Der er en lille fødevarebutik i Narsarsuaq, Qassiarsuk og Igaliku og supermarkeder i Narsaq. Aftensmad på fåreholdstedet Sillisit bør bestilles i forvejen (ved ankomst til Narsarsuaq). I Narsaq er der restaurant på hotellet. I Igaliku kan du bestille aftensmad på Igaliku Bygdehotel og i Narsarsuaq er der restaurant og cafeteria på hotellet.
Sværhedsgrad
Vandringen mellem overnatningssteder er i let terræn eller på traktorveje. Den længste er 15-23 km (afhængig af rute). Bemærk! Du må bære din egen bagage.
Med egen sovepose i 2- og 4 sengs rum
DKK 7.580 per person*
Tillæg for “single traveler” DKK 1.275
25% rabat for børn (2-11 år)
(*)Upgrade inkluderet. 3 nætter på Igaliku Bygdehotel med opredning, håndklæder og morgenmad.
Prisen inkluderer:
- Alle overnatninger ekskl. måltider
- Igaliku Bygdehotel med morgenmad
- Alle bådtransfers
Bemærk! Transport af bagage er ikke inkluderet.
Bemærk! Flybilletter er ikke inkluderet
Dag 1
Ankomst Narsarsuaq. Information på vores kontor på Blue Ice Café. Om eftermiddagen er det muligt at vandre en tur op på udsigtspunktet Signalhøjen (ca 1 time), hvorfra der er en flot udsigt over Narsarsuaq Gletscher.
Overnatning i Narsarsuaq 2 nætter.
Dag 2
Vandretur på egen hånd til Narsarsuaq Gletscher, der er en del af indlandsisen, og som ligger bare 8 km fra Narsarsuaq. Turen går gennem Blomsterdalen, inden stien fører 300 meter op til et plateau, hvorfra der er en imponerende udsigt over gletscheren. Herfra er der ½ times vandring ned til selve isen. Turen går samme vej tilbage.
Dag 3
Bådtransfer fra Narsarsuaq til Qassiarsuk. Vandring til fåreholderstedet Tasiusaq, der ligger ved den isfyldte Sermilik Fjord. Turen går gennem et vildt landskab spækket med små, blå søer, og du må huske at kigge op engang imellem, for der er gode chancer for at se den imponerende havørn svæve over hovedet på dig!
Overnatning på fåreholdersted 2 nætter.
Dag 4
Fra Tasiusaq kan du vandre langs den isfyldte fjord ud til udsigtspunktet Ipiutaat (22 km t/r). Terrænet er let at gå i, da fårene holder vegetationen nede. Du krydser små elve og bække, som i august vil være fulde af fjeldørreder, som er på vej op for at gyde. Fra udsigtspunktet kan du se gletscheren, der kommer ned fra indlandsisen på den anden side af fjorden. Et imponerende syn!
Dag 5
Vandring til fåreholderstedet Sillisit (ca 15 km). Fra Tasiusaq følger du de første 3 km sti langs den inderste del af fjorden, inden du når til Nunataaq, og derfra kan tage grusvejen over fjeldet mod Qassiarsuk. Efter en lille kilometer på grusvejen, drejer du til højre (mod syd) og fortsætter i terrænet over fjeldet til Sillisit. I tilfælde af dårligt vejr og sigtbarhed, kan du følge grusvejen hele vejen forbi gården Inneruulalik og videre langs fjorden til Sillisit. Turen bliver så noget længere (ca 23 km). Sillisit ligger smukt placeret lige over for udmundingen af Qooroq isfjord. Det er en frodig plet i en overvældende natur, og krydret med en grønlandsk families gæstfrihed får du en oplevelse, du aldrig glemmer!
Overnatning i Sillisit 2 nætter. Det er muligt at bestille aftensmad lokalt hos fåreholderfamilien. (Dette er ikke inkluderet i pakketuren, og bør bestilles ved ankomst i Narsarsuaq).
Dag 6
Der er flere vandremuligheder omkring Sillisit. Hvis vejret er godt kan du bestige fjeldet Naajat (590 m), udsigtspunktet syd for Sillisit med antennen på toppen. Der er flot udsigt fra toppen og fårestier det meste af vejen op, selvom ruten ikke er markeret. Alternativt kan du tage grusvejen over halvøen til fåreholderstedet Kangerlua (8-9 km) der ligger smukt ned til den isfyldte Sermilik Fjord. Det er også en rigtig flot vandretur. Sillisit er også det perfekte sted at slappe af, og lade indtrykkene fra de foregående dage bundfælde sig, eller få en snak med familien om livet på gården.
Dag 7
Bådtransfer fra Sillisit til Narsaq. Overnatning i Narsaq 3 nætter.
Dag 8 og 9
Narsaq er en mellemstor by i Sydgrønland med ca 1500 indbyggere. Den ligger smukt placeret på en frodig slette, omgivet af Narsaq Sund der næsten altid er fyldt med isbjerge fra de omgivende gletschere. I baglandet knejser højere fjelde. Ét af disse er Kvanefjeldet, der er kendt for sin store koncentration af sjældne bjergarter og mineraler heriblandt den smukke, lyserøde smykkesten Tugtupit. De gamle kolonihuse ved jollehavnen danner rammen om museet i Narsaq, som bestemt er et besøg værd. Fra Narsaq er det muligt at tilkøbe forskellige udflugter, f.eks en sejltur til indlandsisen (Tvillingebræen) eller en Is-safari.Vi anbefaler at booke turene på forhånd.
Der er også fine vandreture omkring Narsaq. Hvis du vil besøge Kvanefjeldet, anbefaler vi at du tager en taxi til fåreholderstedet, der ligger 7 km ind af grusvejen mod Kvanefjeldet. Dermed sparer du lidt kræfter på en tur, der ellers er 20-25 km t/r, og du får mere tid til at kigge efter sten! Dyrnæs og Narsaq Point er to kortere vandreture (7 – 8 km), og endelig er der en rigtig flot udsigt fra toppen af Tasiigaaq (den mindste af de to toppe der udgør Narsaqs vartegn). Forhør dig nærmere om vandreturene på turistkontoret.
Dag 10
Bådtransfer fra Narsaq til Itilleq. Her vandrer du de 4 km af “Kongevejen” fra Itilleq til Igaliku. Vejen har fået navn efter Frederik d. 9.’s besøg i 1952. Igaliku er en af Grønlands smukkeste bygder. De spredte stenhuse ligger på en beskyttet, frodig slette, i bunden af en meget blå fjord. Rundt omkring rager barske og golde fjelde op.
Overnatning i Igaliku 3 nætter.
Dag 11 og 12
Igaliku var Nordboernes bispesæde (Gardar) i en periode på ca 300 år (ca 1100-1400), og ruinerne fra denne tid er imponerende. I 1782 slog nordmanden Anders Olsen sig ned sammen med sin grønlandske hustru Tuperna og forsøgte at etablere sig som kvægholder, og dette var begyndelsen til Igalikus nyere historie.
I dag er Igaliku udgangspunkt for nogle af de flotteste og mest varierede vandreture i Sydgrønland. Turen langs elven op til sø 90 og videre op på plateauet er én af dem (17 km t/r). Herfra er der en fantastisk udsigt over Qooroq fjordens udmunding med alle de strandede isbjerge på morænen og den mægtige bræ i bunden af fjorden. Turen er også spændende for den geologi-interesserede, da der er gode muligheder for at finde både bjergkrystaller og den skinnende “månesten” (Labradorit). En anden populær tur er “Vandfaldsturen” (ca 15 km) som går op i fjeldet syd for Igaliku, og derfra følger en lang række vandfald ned mod Tunulliarfik fjorden. Denne tur kan for de friske også kombineres med en overkommelig top, Nuuluk (823 m) som ligger lige syd for Igaliku (ca 10 km).
Dag 13
Bådtransfer fra Itilleq til Narsarsuaq. Du kan tilbringe den sidste tid i Narsarsuaq med et besøg på museet og en kop kaffe på den hyggelige Blue Ice Café.
Afrejse fra Narsarsuaq.
Bemærk! På grund af begrænset kapacitet på nogle af overnatningsstederne, kan rækkefølgen på dagsprogrammet være ændret.